Never give up on a dream

Jeg håbede at jeg ville få besked om mit værtsland ved juletid, selvom jeg godt var klar over at chancen var lille. Det afholdte mig dog ikke fra, at tjekke databasen og min mail mindst en gang om dagen. Desværre udsatte jeg bare mig selv for en unødvendig skuffelse.
Det ændrede sig heldigvis da jeg fik en mail den 25/1-2013. Jeg kunne jo se at den var fra Rotary og at det var den jeg havde ventet på i måneder, men alligevel var jeg bange for at åbne den. Et aller andet sted var jeg bange for, at jeg ikke havde fået opfyldt nogle af mine ønsker. Jeg var utrolig nervøs fordi, i den mail stod der, hvor jeg skal tilbringe et år af mit liv.
Jeg fik den til sidst åbnet.. Og al min nervøsitet blev erstattet af glæde - for der stod Peru. Jeg havde fået min første prioritet opfyldt.
Nu tænker i sikkert: "Hvorfor Peru? "
Det er også det, jeg er blevet spurgt om flest gange.For man hører jo om mange der tager til, USA, England eller Australien og hvis vi snakker Sydamerika hører man oftes Brasilien. Det er aldrig Peru.
Men hvorfor er det der, jeg vil hen? Jeg var ikke helt sikker på om jeg helts ville til Chile eller Peru. Jeg ville bare et sted hen, hvor jeg har mulighed for at lære spansk og hvor jeg kan opleve en meget anderledes kultur end den danske.
Det var min far, som har været i begge lande, der foreslog Peru. Netop fordi kulturen ligger langt fra den danske jeg vant til. Der er også meget historie i Peru, fx Inkaerne.
Det havde også været super at komme til Chile, jeg er bare lykkelig for at det blev Sydamerika. At jeg samtidig fik mit ønske om Peru opfyldt, gør det bare endnu bedre.

Sascha

It doesn't matter how slowly you go, as long as you do not stop

Den 11. September 2012, dagen hvor jeg fik tilbudt pladsen som udvekslingsstudent.
Jeg var meget overrasket, jeg havde egentlig ikke regnet med det- eller i hvertfald havde jeg ikke turde håbe på det. For jeg var alligevel bange for at håbe på noget, hvor der var stor chance for, at få knust det håb. Det tog nu også noget tid før det virkelig gik op for mig, at det var sandt. Det var først efter jeg havde ringet og fortalt det til mine forældre, at det faktisk gik op for mig.

Derefter var der kun en ting at gøre: Jeg måtte i gang med den endelige ansøgning. Hvilket vil sige, jeg skulle udfylde en femten! siders lang ansøgning. Det var primært en masse persondata, både noget som min læge, tandlæge og skole skulle udfylde. Og selvfølgelig rente jeg ind i nogle problemer. Blandt anden skulle mine lærer udfylde nogle papirer, som jeg ikke måtte se. Hvilket jeg først fandt ud af, da hun havde udfyldt dem... Og dermed havde jeg så det dem. Heldigvis gjorde det ikke noget.
Problem to: Da jeg skulle til lægen for at han kunne udfylde sin del, havde jeg glemt at printe papirerne, som han skulle udfylde ud... Derfor var nødt til at tage hjem og komme igen en anden dag.
Det var selvfølgelig ikke nogle store problemer, men det var stressende at nå det hele inden deadline.
Vi fik ad vide, at vi ville få vores land omkring juletid. Derfor var der ikke rigtig noget andet at gøre, end at vente.

Sascha