We all have time machines. Some takes us back, they’re called memories. Some takes us forward, they’re called dreams

I fredags havde jeg sidste skoledag og nu er det kun de mundtlige eksamener og translokationen tilbage før afrejsebriefingen og mit udlands ophold.
   Og det slog mig, af en eller anden grund har jeg hele tiden haft følelsen af, at jeg tager et år væk men kommet tilbage til den samme klasse igen - selvom jeg godt ved det ikke sker. Men det ændrer ikke på, at det er den følelse jeg har haft.
Indtil i fredags, hvor det gik op for mig, at det var næstsidste gang jeg fik min klasse af se.
Det er en underlig følelse for jeg har nærmest set dem hver dag i overhalvdelen af mit liv. Og ligegyldigt hvor meget man ønsker det, er det umuligt at spole tiden tilbage. Hvilket gjorde mig lidt nervøs - for hvordan vil det ikke være om lidt over et år, når jeg skal sige farvel til mit Peruvianske liv, venner og familie? Jeg kan ikke lide at sige farvel, - det tror jeg ikke nogle mennesker kan, men det er en del af livet og vi må bare komme igennem det

 

            Det gode ved dette farvel, er at min drøm er kommet et skridt tættere på.    

 

For et par dage siden modtog jeg endelig min Blazer.
Da jeg kom hjem fra skole lå denne pakke inde på min seng

 

 

 

Og gæt engang den indeholdt blazeren

 

 

 

Nu skal den bare fyldes op med pins

 

   56 dage til afrejse

 

Sascha